I Kalundborg kommune er der rige muligheder for at leve det gode liv - i byen såvel som på landet.
Både i byen og på landet spiller lokale aktører, ildsjæle, bygherrer og investorer en vigtig rolle som aktive igangsættere og medspillere. Det er derfor i tæt samarbejde med dem, at Kalundborg Kommune arbejder for at fremme en bæredygtig udvikling.
Mål
- Mere bæredygtigt byggeri og mulighed for forskellige boformer
- Interessante bymiljøer i hele kommunen med mulighed for oplevelser, ophold og rammer, som indbyder til fællesskaber
- Mere samarbejde på tværs af landsbyer, som kan skabe bedre udnyttelse af faciliteter, samle flere kræfter og kan styrke fællesskabet
- Flere grønne forbindelser og stisystemer, der binder kommunen sammen, og som inviterer naturen ind i byerne – og borgerne ud i naturen
For at nå disse mål, vil der i den kommende planperiode bl.a. blive arbejdet med:
Plan (vejledende), som viser et udsnit af Slipperne, som er vigtige forbindelser mellem Kordilgade og Bredgade/Elmegade, samt omdannelse af Bredgadeparkeringspladsen.
Ifølge Strategisk Udviklingsplan for Kalundborg Bymidte er udvikling af attraktive fodgænger forbindelser mellem bilgaden Bredgade og gågaden Kordilgade et vigtigt redskab, til at udvikle en levende og sammenhængende bymidte. I arbejdet med disse forbindelser – kaldet ‘Slipperne’ - samarbejdes der med ejerne af de mellemliggende private matrikler om at renovere udvalgte forbindelser, så de bliver visuelt dragende, oplevelsesrige og trygge at færdes igennem. Udformningen tilpasses den enkelte slippes brug og historie. Der tilføjes elementer som gangvenlige belægninger, beplantning, belysning, formidling, aktivitets- og opholdsmuligheder.
Flere af de udpegede slippe-forbindelser ligger i sammenhæng med en større parkeringsplads i Bredgade. Samtidig med renovering af slipperne arbejdes der på en etapevis renovering af det store parkeringsareal. Parkeringsområdet skal skabes om til et multifunktionelt byrum, som både sikrer gode parkeringsfaciliteter, skaber bedre visuelle og fysiske forbindelser mellem Kordilgade og Bredgade, håndterer stigende nedbørsmængder og forbedrer bylivet med mere grønt og flere aktivitets- og opholdsmuligheder.
Visualisering (vejledende) af mulig, fremtidig karrébygning på Bredgade 48-50, som led i en byfortætning i Kalundborg bymidte.
Analyse af bymidten
Kalundborg har i en længere periode arbejdet med at finde de centrale pladser hvor borgere og gæster bevæger sig og fortrækker at opholde sig, samt at finde ud af hvilke typer boliger og funktioner, der er efterspørgsel til. Dette er foregået i et tæt samarbejde med byens borgere, brugere og lokale aktører, i udarbejdelse af en Strategisk Helhedsplan for Kalundborg midtby. Denne plan har fokus på bl.a. fortætning af midtbyen. Byfortætningen skal medvirke til at skabe forskellige boligtyper af høj kvalitet og skabe boliger i forskellige størrelser og økonomiklasser, så der er noget for alle. Derudover skal byfortætning understøtte en levende bymidte med mulighed for interessante bymiljøer og gode rammer for at mødes.
Eksempel: Boligorienteret projekt i Bredgade
Ved Bredgade 48-50 arbejdes der på et nyskabende projekt med ca. 150 boliger, hvoraf en stor andel er studieboliger. I stueetagen mod Bredgade og Føtex-torvet tænkes mindre butikker, atelier og værksteder, der kan bidrage til bylivets dynamik.
Billede af event i Bjergsted, hvor det tidligere kornmagasin danner rammen. Der er givet byfornyelsesmidler til at omdanne bygningen til et fælleshus. Fotograf Peer Freiesleben.
I Bjergsted ses et eksempel på, hvordan byfornyelsesmidlerne, et stærkt lokalt beboerfællesskab og en almennyttig forening kan være med til at skabe udvikling i de mindre byer.
Den almennyttig forening, Huset Askman, har til formål at skabe rammer for aktiviteter og fællesskaber for alle beboere i Bjergsted og omegn. Den fysiske ramme for fællesskaberne skal ske ved at omdanne det tidligere kornmagasin (Bjergsted Byvej 26) til et fælleshus med mulighed for aktiviteter som fællesspisning, café, foredrag, musikarrangementer og værkstedsaktiviteter. Foreningen ejer ejendommen og varetager samarbejdet om fælles brug af huset. Kalundborg Kommune har givet tilsagn til at støtte omdannelsen med byfornyelsesmidler. Det er et godt eksempel på en bæredygtig udnyttelse af eksisterende bebyggelse med en særlig kulturværdi, der samtidig bidrager til et interessant bymiljø med mulighed for oplevelser, ophold og fællesskab.