I tyndt befolkede områder kan nye boliger i udvalgte AFGRÆNSEDE LANDSBYER være af vital betydning for landsbyen og landområdets institutioner, private service og sociale liv.
Mål
For mål se strategisk planlægning for landsbyerne og boligudbygning.
Retningslinjer
4.4.1 AFGRÆNSEDE LANDSBYER fremgår under temaet Landsby på kortet 4.4.1.a.
4.4.2 Landsbyernes afgrænsninger skal sikre, at bebyggelsen opfattes som en sluttet helhed med naturlige grænser mod det åbne land og under hensyntagen til de omkringliggende landskabsværdier.
4.4.3 I AFGRÆNSEDE LANDSBYER kan der under respekt for kulturmiljøinteresser, KIRKEOMGIVELSER, øvrige bevaringsinteresser mv. opføres helårsbyggeri, der understøtter livet i landsbyen, og som medvirker til en hensigtsmæssig fortætning og afrunding af landsbyen. Nye boliger kan også være alternative boligformer indenfor landsbyafgrænsningen, fx små huse på mindre grunde, hvor husene danner en harmonisk helhed og understøtter fællesskab
4.4.4 Ny bebyggelse skal indordnes landsbyens fysiske struktur og landområdets byggeskik. Landsbyhuse skal som udgangspunkt opføres med en taghældning på 40-50 grader og udføres som længehuse. Opførelse af mere end 5-6 landsbyhuse vil typisk forudsætte lokalplanlægning, der sikrer den nødvendige tilpasning til omgivelserne.
4.4.5 I AFGRÆNSEDE LANDSBYER skal det vurderes om ubebyggede grunde bør bevares på grund af deres kulturhistoriske eller landskabelige interesse.

Kort 4.4.1.a AFGRÆNSEDE LANDSBYER
Redegørelse for landsbyer
I tyndt befolkede områder kan nye boliger i udvalgte landsbyer være af vital betydning for landsbyen og landområdets institutioner, private service og sociale liv. Mange af kommunens landsbyer er derfor udpeget som afgrænsede landsbyer, da udbygningsmulighederne hermed ofte er bedre.
Det er væsentligt, at landsbyerne sikres udviklingsmuligheder, der skal være plads til både tilflyttere og til nuværende beboere som fx ønsker en mindre bolig. Derfor gives der mulighed for, at der kan opføres alternative boformer med vægt på fællesskab indenfor landsbyafgrænsningerne. Fx i form af 3-4 længet gårdstruktur eller små huse på mindre grunde, hvor det sikres at husene udformes som en harmonisk helhed, og uden at bebyggelsen tilsidesætter væsentlige kulturhistoriske eller naturmæssige hensyn.
I den nordøstlige del af Reerslev, øst for Kongstedvej, er der eksempelvis ønske om at etablere alternative boligformer med vægt på fællesskab. Den gældende mulighed for udstykning vest for Kongstedvej erstattes af denne udvidelse af rammeafgrænsningen på østsiden af vejen, hvor ny bebyggelse ikke vil forstyrre indsigten fra Kongstedvej til Reerslev Kirke.
For at læse mere om landsbyerne henvises der til Byer og landsbyers kvaliteter og potentialer og Strategisk planlægning for landsbyerne. Der gøres opmærksom på, at Strategisk planlægning for landsbyerne kun omfatter byer med mellem 200-1.000 indbyggere, men nogle af de samme virkemidler kan gøre sig gældende for landsbyer under 200 indbyggere.