Strategisk planlægning for bymidter

Strategisk planlægning for bymidter i mindre og mellemstore byer er et nyt tema i kommuneplanlægningen, som fremgår af planloven. I Kalundborg Kommune er det Kalundborg og Høng, der er omfattet. I dette afsnit beskrives, hvordan der er arbejdet med udvikling i de to byer, og hvad kommunen er optaget af.

Mål

Det er Kommunalbestyrelsens mål at:

  • Sikre bymidterne som attraktive og dynamiske områder med fokus på at understøtte funktioner der skaber byliv, lokale initiativer og det levede liv. 

  • Understøtte, at bymidterne følger med tiden og udviklingen ved at gennemføre tiltag i byens rum med fokus på byliv, bæredygtighed og inddragelse.

  • Sikre, at udviklingen af bymidterne værner om historien, fungerer i nutiden og er forberedt på fremtiden.

  • Sikre, at bymidten med gode forbindelser spiller sammen med andre byrum og rekreative områder.

Retningslinjer

3.2.1 Bymidterne omfattet af strategisk planlægning for bymidter fremgår af kort 3.2.a og 3.2.b

3.2.2 Udvikling og fysisk planlægning skal tage udgangspunkt i byens struktur, aktuelle situation og stedbundne kvaliteter. Der skal være fokus på at udnytte eksisterende kvaliteter og lokale ressourcer.

3.2.3 Planlægningen skal indtænke grønne og blå områder og forbindelser, der kan understøtte en grøn struktur og hensynet til klimatilpasning.

3.2.4 Planlægningen skal sikre sammenhænge og forbindelser mellem centrale byrum, rekreative rum og omgivende byområder.

3.2.5 Der kan udføres byfortætning og omdannelse af bygninger til boligformål, hvor der kan opnås gode boligforhold og et bedre bymiljø uden at tilsidesætte væsentlige værdier.

3.2.6 Udvikling skal ske med respekt for historien ved at værne om bygninger og kulturmiljøer, der bidrager til fortællingen om byen.

3.2.7 Planlægningen skal understøtte den menneskelige skala i byen og højne kvaliteten af byens bygninger, rum, forbindelser og mødesteder.

Kort 3.2.a – Kalundborg bymidte omfattet af Strategisk planlægning for bymidter.

Kort 3.2.b – Høng bymidte omfattet af Strategisk planlægning for bymidter.